Bogen ”Evaluering som samarbejde om fælles løsninger” indeholder en værktøjskasse til institutioner, organisationer og andre, der vil bruge evaluering som et redskab til en udvikling af kvaliteten.
Bogen er udkommet på Tenakel.
Evaluering kan let opfattes, som et tilbageblik på ting, der er sket, og aktiviteter, som er gennemført. Men evaluering bør i langt højere grad være en tilgang til fælles udvikling i organisationen, hvor evaluering bruges som en mulighed til at skabe fælles læring og på det grundlag til at udvikle løsninger til praksis.
Det er et af hovedbudskaberne i bogen ”Evaluering som samarbejde om fælles løsninger”, som netop er udkommer på Tenakel.
I bogen introducerer de to forfattere, cand.mag. og ph.d. Camilla Kølsen Petersen og cand.mag. Astrid Pinholt Søndergaard begrebet ”Kollaborativ Evaluering”, som deres særlige tilgang til at arbejde med evaluering.
”I Kollaborativ Evaluering er ”det fælles” det vigtige. Det fælles samarbejde, den fælles indsats, den fælles forståelse af, hvad udfordringerne og problemerne er, samt det fælles engagement i at løse dem. Samtidig ligger der i det kollaborative, at når vi etablerer et fælles samarbejde og lykkes med det, er vi i stand til at lave nye løsninger. Vi får engageret den viden og det potentiale, der ligger både hos ledere og forskellige grupper af medarbejdere, ” siger den ene af bogens forfattere Camilla Kølsen Petersen.
Hendes medforfatter, Astrid Pinholt Søndergaard, fremhæver, at Kollaborativ Evaluering er blevet ekstra relevant, fordi evaluering på mange områder er blevet et krav, som er fastsat ved lov.
”Bogen passer til de fagområder, hvor der er et lovkrav om evaluering. Med Kollaborativ Evaluering ønsker vi at balancere lovkrav med medarbejdernes arbejde med evaluering. Det betyder, at evalueringen ikke bare kommer oppefra, men bliver relevant for praksis, ” siger Astrid Pinholt Søndergaard.
Dagtilbudsafdelingen Gladsaxe Kommune har allerede haft fingrene nede i den værktøjskasse, som Camilla Kølsen Petersen og Astrid Pinholt Søndergaard præsenterer i bogen ”Evaluering som samarbejde om fælles løsninger”. De redskaber, bogens forfattere introducerer, er blevet ekstra relevante i kraft af, at Folketinget indførte ”Den styrkede pædagogiske læreplan” med skærpede krav om evaluering.
”Den guide, som Camilla og Astrid har udviklet, indeholder lige præcis nogle step, som sikrer, at vi når helt derud, hvor resultatet og betydningen af evalueringen jo skal ende: Ude ved børnene, ” siger Betina Larsen, der er pædagogisk konsulent for de 56 dagtilbud i Gladsaxe Kommune.
I Gladsaxe Kommune tøver de derfor ikke med at anbefale et samarbejde med Camilla Kølsen Petersen og Astrid Pinholt Søndergaard og af den bog, hvor de beskriver deres tilgang til evaluering.
”Bogen vil være en god støtte til en medarbejdergruppe eller en forvaltning til at komme i gang med evaluering, men det er en lang proces og et mindset, der skal ændres. Man vågner ikke bare op og siger: Nu arbejder vi sådan, ” lyder det fra udviklingskonsulent i dagtilbudsafdelingen i Gladsaxe Kommune, Annemari Fagerlund.
Kontakt for uddybning:
Forfatterne: Camilla Kølsen Petersen: 22 17 28 40 / Astrid Pinholt Søndergaard 23 25 28 05
Gladsaxe Kommune: Betina Larsen: 39 57 54 65 / Annemari Fagerlund: 21 55 93 97