Mere arbejdsglæde, større ejerskab til evaluering- og udviklingsprojekter, samt en mere sikker kurs, når det gælder om at holde dagtilbud i det spor, der gør hverdagen relevant eller lærerig for børnene. Det er nogle af de gevinster dagtilbuddene i Gladsaxe Kommune har fået af at arbejde med redskaberne i bogen ”Evaluering som samarbejde om fælles løsninger”.
Dagtilbudsafdelingen Gladsaxe Kommune har allerede haft fingrene nede i den værktøjskasse, som Camilla Kølsen Petersen og Astrid Pinholt Søndergaard præsenterer i bogen ”Evaluering som samarbejde om fælles løsninger”.
”Camilla og Astrid tilgang har hjulpet os til i en højere grad at kvalificere arbejdet med evaluering og opbygning af en evalueringskultur– også i områdebestyrelserne. Vi bliver skarpere til at stoppe op, lære og arbejde videre”, siger Betina Larsen (t.h.), der er pædagogisk konsulent for de 56 dagtilbud i Gladsaxe Kommune.
I 2018 indførte Folketinget ”Den styrkede pædagogiske læreplan” med krav om løbende evaluering i kommunale dagtilbud. Læreplanen har seks faglige temaer, som stiller krav til, hvordan dagtilbuddene arbejder med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Et af kravene er, at dagtilbuddene etablerer en egentlig evalueringskultur.
Dagtilbudsafdelingen i Gladsaxe Kommune har i forvejen arbejdet systematisk med evaluering i en årrække. Den styrkede pædagogiske læreplans krav til evalueringskultur betød, at afdelingen skærpede fokus på evaluering endnu mere, og her blev redskaberne fra ”Evaluering som samarbejde om fælles løsninger” et væsentligt bidrag.
”Redskaberne er med til at sikre, at et børnehus ikke arbejder videre i en tangent, der ikke er relevant eller skaber udbytte for børnene. De Justerer praksis til gavn for pædagoger, forældre og børn, ” lyder det fra udviklingskonsulent i dagtilbudsafdelingen i Gladsaxe Kommune, Annemari Fagerlund (t.v.).
Arbejdsglæde og ejerskab
Camilla Kølsen Petersen og Astrid Pinholt Søndergaards tilgang til evaluering bidrager også til at skabe større intern arbejdsglæde, samtidig med personalet får større ejerskab til evalueringen og den udvikling, der følger af den.
”Det er overskuelige redskaber for områdelederen, men også for pædagogerne. Vi har oplevet, at nogle medarbejdere i højere grad bliver en del af arbejdet, når deres perspektiv bliver inddraget og er synligt i evalueringen. Det er meningsskabende for medarbejderen og giver medejerskab, hvilket gør det nemmere at udmønte, ” siger Betina Larsen.
Redskaberne, for eksempel bølgen og læringsiagttagelser, er ifølge Annemari Fagerlund og Betina Larsen med til at kvalificere arbejdet, hvilket kommer til glæde for både ledere, ansatte, forældre og børn.
”Systematikken gør, at vi får et godt helhedsperspektiv. Redskaberne hjælper os også til at se steder hen, hvor vi ellers ikke ville kigge – for eksempel i forhold til ressourcetænkning, hvor vi mener, der er meget at hente. Redskaberne gør det muligt at inddrage de andre redskaber, vi i forvejen arbejder med. Det gælder blandt andet vores relationsanalyse. I det hele taget er det hjælpsomt at have værktøjer, der kan anvendes metodisk og systematisk, ” fastslår Betina Larsen.
En præcis guide
Det frugtbare samarbejde mellem Gladsaxe Kommune og de to forfattere har medført, at Gladsaxe Kommune indgår som en case i bogen ”Evaluering som samarbejde om fælles løsninger”.
Gladsaxe Kommune ønskede i første omgang at få skærpet opmærksomheden på at sætte et mål, så det rent faktisk bliver målbart. Her viste den værktøjskasse, som Camilla Kølsen Petersen og Astrid Pinholt Søndergaard beskriver indgående i bogen, sig at være yderst brugbar.
”Den guide, som Camilla og Astrid har udviklet, indeholder lige præcis nogle step, som sikrer, at vi når helt derud, hvor resultatet og betydningen af evalueringen jo skal ende: Ude ved børnene, ” siger Betina Larsen.
I Gladsaxe Kommune tøver de derfor ikke med at anbefale et samarbejde med Camilla Kølsen Petersen og Astrid Pinholt Søndergaard og den bog, hvor de beskriver deres tilgang til evaluering.
”Bogen vil være en god støtte til en medarbejdergruppe eller en forvaltning til at komme i gang med evaluering, men det er en lang proces og et mindset, der skal ændres. Man vågner ikke bare op og siger: Nu arbejder vi sådan, ” siger Annemari Fagerlund.