Vi har sat kollaboration i centrum for vores nyskabende evalueringstilgang: Kollaborativ evaluering. Det er en samlende, menneskelig og motiverende evalueringstilgang, som vi beskriver i vores nye bog Evaluering som samarbejde om fælles løsninger.
Kollaboration er en læringskultur, der er karakteriseret ved deling af viden. I vores måde at arbejde med kollaboration på i Kollaborativ evaluering tager vi udgangspunkt i den definition, som Alfred Birkegaard og David Budtz Pedersen beskriver i deres kapitel Den historiske baggrund i antologien Kollaboration (2019). Her skriver de blandt andet, at kollaboration kan beskrives som en kollektiv intelligens baseret på fælles viden (Birkegaard og Pedersen, 2019, s. 36).
Med den forståelse af kollaboration peger vi på et meget vigtigt budskab i tilgangen til evaluering: Man kan ikke afkoble det menneskelige system i evalueringsopgaven. De menneskelige og sociale vilkår er grundlaget for al evaluering. En evaluering frembringer viden gennem en menneskelig erkendelsesproces. Det er en erkendelsesproces for både praktikere og politikere at bruge, udvikle og reformulere den viden, som evalueringen skaber, og det er en menneskelig erkendelsesproces overhovedet at styre evalueringens fokus, indhold og anvendelse.
Derfor indeholder vores bog Evaluering som samarbejde om fælles løsninger både konkrete redskaber til, hvordan man i praksis kan arbejde med Kollaborativ evaluering, en teoridel der forklarer fundamentet for Kollaborativ evaluering og en række cases bl.a. fra Gladsaxe Kommune, som viser, hvordan de har arbejdet med evaluering ud fra en kollaborativ tilgang.
Kollaboration som rum for praksisudvikling
Man kan sige, at det springende punkt i kollaboration er, hvordan man skaber betingelser for fælles læring om hinandens erfaringer og verdensbilleder, som ikke altid er eksplicit viden. Hvordan skaber man nye sociale rum for læring, kommunikation og forhandling af praksisudvikling som en del af evalueringsprocessens kobling mellem styring og udvikling? Svaret på, hvordan man arbejder med kollaboration i evaluering, rækker tilbage til de menneskelige og sociale vilkår i de nye sociale rum for læring og praksisudvikling.
Det virkelig vigtige punkt i Kollaborativ evaluering er derfor, hvordan man skaber det, der kaldes et ’joint problem space’, eller på dansk et ’fælles problemfelt’ (Pedersen, 2019, s. 138). Vi er hver især indhyllet i vores egen historie, eget verdensbillede og vores egne sociale data, som vi hver især i løbet af den kollaborative proces må arbejde med at gøre kendt for de andre deltagere i processen. Det er derfor, at videndeling af erfaringsviden er en central del af kollaboration.
Kollaboration som modsvar til konkurrence
Kollaboration står i modsætning til konkurrence. Birkegaard og Pedersen (2019, s. 64) skriver om den globale økonomiske konkurrence, der opstår efter anden verdenskrig, hvor der kommer fokus på in-novation og økonomisk vækst. Det er en nyliberalistisk logik, der også omfatter New Public Management. Det kan fx ses i den måde, der laves offentlige udbud om posthåndtering, togbygning, it-systemer, hjemmehjælp, sygetransport, rengøring med videre. Opgaver, der før blev varetaget af staten, men nu er en del af den økonomiske konkurrence i samfundet. Der dannes en relation mellem konkurrerende deltagere, der tegner den offentlige sektor.
Styring sker efter mål, der udstikkes i politiske dagsordner, som begynder at sætte dagsordenen for, hvad der foregår i praksis. Det fører til en styringsmodel i Danmark, hvor der både er fokus på kontrol og udvikling (Andersen, 2012). Der opstår evalueringssystemer som fx performance-regnskaber for uddannelsesinstitutioner, nationale kvalitetsmodeller i sundhedssektoren, benchmarking-systemer, hvor skoler og dagtilbud kan sammenlignes online, så brugerne kan vælge den institution, de synes ’performer bedst’; det vil sige fokus på vækst, konkurrence og globalisering.
Generobring af praktisk viden
Kollaboration handler om at sætte den menneskelige erfaringsbaserede erkendelse tilbage i centrum af kerneopgaven (Martiny & Birkegaard, 2019), fremfor at centrum i kerneopgaven er domineret af målopfyldelse i henhold til de eksterne evalueringssystemer. Der er brug for menneskelig forståelse, dømmekraft, kritisk bevidsthed og erfaringer, der bringes ind i forhandlingen og formulering af ny praksis.
Kollaboration er, at praktikeren sammen med sine kolleger har retten til og ansvaret for at lære om udfordringer i praksis og i fællesskab udvikle nye løsninger. Kollaboration er vi-handlinger og ikke konkurrerende handlinger (Martiny, 2019). Vores pointe er, at den menneskelige erkendelse skal spille sammen med det eksterne lovkrav om evaluering. Der skal være symmetri i information og viden: Alle deltagere skal have den samme viden, alle skal have den samme status, og alle er gensidigt engagerede.
For at kollaboration ikke kun skal fremstå som en modkultur til konkurrence, er koblingen mellem retning (ledelsesniveauet) og praksis (praktikerne) vigtig. Kollaboration er et pendul, der svinger fra konkurrence og eksterne mål mod fælles udfordringer og fælles løsninger. Fælles løsninger kan være arbejdet med FN’s Verdensmål på den globale skala, men i vores sammenhæng er fælles løsninger baseret på fælles mål for en institutionspraksis. Men det afgørende er stadig, at der er kobling mellem styringen af samfundet i de eksterne politiske mål og den meningsfulde menneskelige erkendelse af praksis i de interne mål. Evalueringsopgaven er ikke kun at registrere målopfyldelsen men i lige så høj grad at fremme meningsfuld læring om og udvikling af praksis gennem sociale processer.
Hvis man skal gøre det helt klart, så kan man sige, at der er brug for den menneskelige erkendelse i praksis, fordi den bidrager med viden om praksis til en verden af evaluerings- og adfærdssystemer.
Man kan ikke arbejde kollaborativt, hvis ikke man tildeles ansvar for at forstå udfordringen i praksis. Man kan ikke forstå en udfordring til bunds eller arbejde i dybden med en praksisrelevant løsning af udfordringen, hvis ikke man kender praksis på sin egen krop. Evalueringsopgaven må integrere en menneskelig erkendelse af praksis, der i kollaborative processer sættes i spil med de udefrakommende mål. Til at understøtte den kollaborative tilgang er der brug for en aktiv bevidsthed om de sociale vilkår, der påvirker kollaborationsprocessen.
Hvad består kollaboration af?
Kollaboration er en social proces, der foregår som menneskelig erkendelse mellem deltagerne i en evalueringsproces. De to mest grundlæggende begreber i den kollaborative proces er kommunikation og tillid. Vi opfatter især tillid som et centralt begreb. Andre centrale begreber, der kendetegner værdier og egenskaber, der muliggør kollaboration, er transparens i processens beslutninger, social kontrakt om arbejdsform og gensidig indsats fra deltagerne. I 6 punkter opsummerer vi begreberne, som kollaboration består af baseret på (Pedersen 2019 og Pisano & Verganti, 2008):
- Social kommunikation
- Kommunikation i kollaboration er karakteriseret ved et eller flere fælles redskaber, som gør det muligt for de involverede personer at dele deres viden, intentioner og handlinger med henblik på fælles problemløsning.
- Social tillid
- Tillid er fundamentalt for, at den kollaborative proces kan tilpasses til de løbende forandringer i samarbejdets evalueringsfokus og samarbejdets form og indhold, der ofte affødes af kompleksiteten i en kollaborativ proces.
- Transparens
- En transparent kollaborationsproces betyder, at det er tydeligt, hvad der er beslutninger, hvordan beslutningsprocesserne foregår samt, hvad der er datagrundlaget herfor. Man kan forstå transparensen som procesretfærdighed.
- Social kontrakt
- Den sociale kontrakt er i praksis det samme som det fælles evalueringsfokus (’problemfelt’) i kollaborationsprocessen, der kan beskrives som en social kontrakt med fælles og delte mål, der forhandles løbende i en synkron kommunikation.
- Gensidig indsats
- Hvis for mange deltagere i kollaborationen tager uden at give, så mister relationerne styrke og dynamik, og hvis der ikke tilføres ny viden, så mister kollaborationen sit momentum og sin værdi. Man beskytter kollaborationen ved at fremme gensidighed.
- Organisering af kollaborativ proces
- Kollaborationsprocessen ligner en netværksorganisering. I vores evalueringsproces er netværket karakteriseret ved flad hierarkisk struktur og lukket organisering, hvilket be-tyder, at kollaborationen ikke i udgangspunktet involverer åben innovation.
Litteraturhenvisninger
Andersen, V.N. (2012). ”Evaluering som omdrejningspunkt – om New Public Management på dansk” i: Hjort, K.; Qvortrup, A. & Raae, P.H. (red.) (2012): Der styres for vildt – om paradokser i styring af pædagogik, Aarhus, DK: Forlaget KLIM, 2012.
Birkegaard, A.; Pedersen, D.B. (2019): ”Den historiske baggrund i Pedersen”, i D.B. Pedersen (red.) (2019): Kollaboration: vejen til åben forskning og åben innovation. 1. udgave. Frederiksberg: Sam-fundslitteratur, 2019, s. 33-58.
Pedersen, D.B. (red.) (2019): Kollaboration: vejen til åben forskning og åben innovation. 1. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2019.
Martiny, K. (2019): ”Kollaborativ problemløsning”, i D.B. Pedersen (red.) (2019): Kollaboration: vejen til åben forskning og åben innovation. 1. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2019, s. 101-124.
Martiny, K.; Birkegaard, A. (2019): ”Videnskommunikation”, i D.B. Pedersen, (red.) (2019): Kolla-boration: vejen til åben forskning og åben innovation. 1. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2019, s 147-162.
Pedersen, D.B. (2019): Kollaborativ kapitalisme, i D.B. Pedersen (red.) (2019): Kollaboration: vejen til åben forskning og åben innovation. 1. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2019, s. 125-146.
Pisano, G.P; Verganti, R. (2008): Which Kind of Collaboration Is Right for You? Harvard Business Review 86. 12. 78–86.