Indholdsfortegnelse
• Om forfatterne
• Om bogen
• Webinarer
Om forfatterne
Camilla Kølsen Petersen (t.v.) har et ben både i forskning og i praksis, og er optaget af meningsfuldt samspil mellem læring og udvikling i fælles og ekspansive læreprocesser for ledere og medarbejdere. Denne optagethed kan ses i Camillas ældre arbejde med Innovativ Evaluering, som hun er den ene ophavskvinde til. Men betydningen af pragmatiske og fælles læreprocesser som det bærende stillads i evalueringsindsatsen er blevet langt mere synlig i Agil Evaluering. Camilla er cand.mag., Ph.d. og er idag lektor på Aarhus Universitet i virksomhedsledelse, og ejer firmaet Ugla Insights, hvor hun og Astrid Søndergaard arbejder med agil evaluering. Tidligere har Camilla være chef for afdelingen People, Technology, and Business i næsten 10 år på Alexandra Instituttet, hvor samspillet mellem mennesker og forretning i digitale omstillingsprocesser har været i fokus i praksis og i forsknings- og innovationsarbejde. Meningsfuld anvendelse af digitale teknologier, samt læring og evaluering har også været Camillas arbejdsområder, særligt i uddannelsesverden i tidligere stillinger hos bl.a. UC-VIA og SDU.
Astrid Pinholt Søndergaards (t.h) store passion er læring og hvordan man skaber meningsfuld forandring i praksis, forandring som styrker det vi er optagede af og det vi gerne vil blive endnu bedre til. Astrid har en baggrund som projektleder af udviklingsprojekter og har stor erfaring med innovativ evaluering, brugerinddragelse i udviklingsprocesser, metodeudvikling og undervisning fra bl.a. Alexandra Instituttet. Hun er cand.mag. og er desuden uddannet meritlærer fra VIA University College. En baggrund der kombinerer hendes projektledererfaring med viden om læring, motivation, kompetenceudvikling og undervisning. Sammen med Camilla Kølsen Petersen driver hun Ugla Insights.
Om bogen
I vores nye bog Evaluering som samarbejde om fælles løsninger præsenterer vi den nyskabende evalueringstilgang Kollaborativ evaluering. Bogen tilbyder en grundig indføring i Kollaborativ evaluering, og den kan læses og bruges både af praktikere og ledere. Bogen er især henvendt til professionspraktikere fx inden for pædagogik, undervisning, sundhed og omsorg og andre, der som en del af deres praksis har et lovkrav om evaluering af deres praksis. Men den kan læses af alle, der har interesse for eller arbejder med evaluering generelt.
Bogen indeholder
• konkrete redskaber til, hvordan man i praksis kan arbejde med Kollaborativ evaluering,
• en teoridel, der forklarer fundamentet for Kollaborativ evaluering, og
• en række cases bl.a. fra Gladsaxe Kommune, som viser, hvordan de har arbejdet med evaluering ud fra en kollaborativ tilgang.
Hvorfor er der brug for en ny evalueringstilgang?
Vi oplever, der er brug for en evalueringstilgang for praktikere og praksisnære ledere, der meningsfuldt og praksisrelevant imødekommer kravet om evaluering. En evalueringstilgang, hvor man i praksis bruger kravet om evaluering som en anledning til udviklingen af kerneopgaver i professionen og samtidig styrker den faglige dialog om kvaliteten mellem praktikere og ledere. Vi ser, der er brug for en fælles og ekspansiv udviklingsproces for professionelle praktikere og deres ledere, der højner kvaliteten for borgere, og som gør en kvalitetsforskel for professionspraktikernes faglige arbejde med deres kerneopgaver.
Konkret betyder det blandt andet, at vi ønsker, at Kollaborativ evaluering styrker og bidrager til fælles faglige dialoger om kvaliteten i kerneopgaverne på tværs af praktikere og praksisnære ledere, fordi evalueringen indeholder viden, der er brug for i kvalitetsudvikling. Læs mere om hvad kollaboration er her.
I mange kerneopgaver, fx i pædagogiske miljøer, læringsmiljøer, ledelse og udviklingsarbejde, er kvaliteten af arbejdsindsatsen i høj grad båret af kvaliteten i relationen mellem aktørerne og af en forståelse for betydningen af relationens kvalitet for effekten af indsatsen.
Vi ønsker med denne bog at vise, hvordan evalueringsindsatsen kan bidrage til at skabe både fagprofessionel udvikling og en koordinering med organisationens mål, retning og visioner - herunder lovkrav og politisk styring af mål.
Hvorfor er Kollaborativ evaluering vigtigt?
Det er vigtigt med en ny kollaborativ evalueringstilgang, fordi evaluering i dag er et afgørende styringsinstrument, der skal sikre koblingen mellem den centrale politiske styring og institutionernes decentrale selvstyring (Andersen, 2012: 27). Den danske version af New Public Management er en form for ’armslængdestyring’, hvor budskabet til praksis er, at evaluering både handler om kontrol og styring og samtidig handler om at fremme udviklingen og læringen i professionel praksis. Så med decentralisering af indhold, metode og form til praksis opstår der med det samme oppefra et behov for at kunne regulere og følge med i, hvad der sker i praksis. Staten og kommunerne, der har decentraliseret, vil regulere og følge med i praksis. Paradoksalt nok fører det til forholdsvist håndfaste mål fra stat og kommune, som professionerne skal leve op til gennem deres decentrale praksis, samtidig med at udviklingen af praksis også ønskes understøttet af den selvsamme evaluering (Andersen, 2012).
Derfor kan styring gennem evaluering opleves som en tilgang, hvor ansvar for en kerneopgave af høj kvalitet ikke længere uddelegeres til den professionelle praktiker. I stedet kan oplevelsen at kerneop-gaven omformes til, at professionelle praktikere gennem evaluering står til regnskab for at opfylde mål, hvis indhold om kvalitet er stukket ud fra højere sted (Hopmann, 2008).
Formålet med bogen
Målet med bogen er at præsentere en fælles og ekspansiv evalueringsproces, en Kollaborativ evaluering, der bygger på læring, og som balancerer meningsfuldt mellem autonomi i praksis og tilpasning til organisationens mål og retning. Læreprocessen bliver ved og ved, og praksis omskabes, genlæres og reformuleres igen og igen.
Det er en høj ambition, som ikke sker af sig selv. Vi har derfor i samarbejde med praksis over en række år udviklet Kollaborativ evaluering, hvor vi har udviklet et sæt af evalueringsværktøjer, der kan understøtte og dokumentere praksis for at facilitere og fastholde den nødvendige og inddragende dialog for udvikling. En evalueringsdialog der også samtidig motiverer fagprofessionelle til videreudvikling.
Konkret betyder det blandt andet, at vi ønsker, at evalueringen styrker og bidrager til fælles faglige dialoger om kvaliteten i kerneopgaverne på tværs af praktikere og praksisnære ledere, fordi evaluerin-gen indeholder viden, der er brug for i kvalitetsudvikling.
Vores vision med bogen
Vores vision er at styrke professionspraktikerne, når de står over for et lovkrav om evaluering af deres praksis, eller når de ønsker, at evaluering skal være meningsfuld og relevant for dem.
Vi gennemgår i første del af bogen trin for trin konkrete redskaber til en prak-sisnær kollaborativ evalueringstilgang og beskriver, hvordan redskaberne spiller sammen i forskellige faser og på forskellige niveauer i evalueringsprocessen. Alle redskaber er eksemplificeret gennem både cases og eksempler fra evalueringsprocesser, hvor kollaboration og evaluering har spillet en afgørende rolle.
I anden del af bogen gennemgår vi den teori, der ligger til grund for Kollaborativ evaluering. Vi gennemgår, hvad kollaboration er, og hvorfor vi mener, kollaboration er afgørende for evaluering i dag. Derudover gennemgår vi den læringsteori, vi bygger på, og hvordan Kollaborativ evaluering er en videreudvikling af Innovativ evaluering, som er udgangspunktet for hele vores evalueringsforståelse.
I bogen præsenterer vi adskillige eksempler og cases, hvor vi har arbejdet med Kollaborativ evaluering inden for flere forskellige faglige områder.
Bogen bygger på praksis
Vores evalueringstilgang har vi sammen med gode og kloge praktikere og praksisnære ledere erfaret - og arbejdet - os frem til. Svaret er en evalueringspraksis, der kan håndtere lovkravet om evaluering på en måde, så udvikling af praksis sker gennem en evalueringstilgang, der giver mening for praktikerne og i sidste ende sker til borgernes bedste.
Vi skriver denne bog i stor respekt for og i stor anerkendelse af praksis. Målet med bogen er at viderebringe vores erfaringer og præsentere redskaber, der giver mulighed for en enkel, meningsgivende og koblende evaluering. En evaluering der er en fælles ekspansiv læreproces for alle involverede parter.
Litteraturhenvisninger
Andersen, V.N. (2012). ”Evaluering som omdrejningspunkt – om New Public Management på dansk” i: Hjort, K.; Qvortrup, A. & Raae,
P.H. (red.) (2012): Der styres for vildt – om paradokser i styring af pædagogik, Aarhus, DK: Forlaget KLIM, 2012.
Webinarer
Direkte link til site med webinarer som er knyttet til bogen